Jeg hedder Nakita. Jeg er 27 år gammel. I april 2018 kom min søn til verden. Blot to måneder efter fik jeg konstateret brystkræft. Planen var oprindeligt forbehandling med kemo og derefter en brystbevarende operation. Desværre virkede den første type kemo ikke og knuden voksede fortsat. Man valgte derfor at ændre planen til mastektomi, altså fjernelse af hele brystet, så knuden ikke nåede at vokse og sprede sig yderligere. Jeg blev opereret i august 2018 og fik efterfølgende en anden type kemo og stråling som efterbehandling. Jeg er fortsat i behandling med antistoffer hver tredje uge, men blev 1. marts 2019 erklæret rask og sygdomsfri.

 

 

Jeg har fået kræft

At blive diagnosticeret med brystkræft var et kæmpe chok for mig og min lille familie. To år forinden min diagnose, havde jeg mærket en knude i samme bryst. Jeg blev undersøgt, men alt blev vurderet normalt. Da jeg begyndte at amme min søn, mærkede jeg atter knuden, men denne gang føltes den markant anderledes. Jeg besluttede mig derfor for at nævne det for min egen læge, som endnu engang sendte mig til undersøgelse. Denne gang var beskeden desværre en anden. Jeg havde brystkræft. Hele min verden faldt sammen. Pludselig stod jeg som ung nybagt mor med en kræftdiagnose. Det var bestemt ikke den start på familielivet, som vi havde regnet med, men omvendt vidste jeg også, at nu var der virkelig noget at kæmpe for.

 

 

Ung med brystkræft, men ikke alene

Jeg følte, at jeg var alt, alt for ung til at få kræft. Jeg kendte ingen andre på min alder, som havde haft kræft. Og de brystkræft-støttegrupper som jeg blev henvist til var primært bestående af middel-aldrende kvinder. Og selvom det var dejligt at møde andre i samme situation, følte jeg mig alligevel meget langt fra disse kvinder. De var midt i livet med voksne børn og karriere. Mit liv skulle først til at gå rigtigt i gang. Jeg var lige blevet mor og var snart færdig med min uddannelse som psykolog.

 

Jeg besluttede mig for at åbne min Instagram profil og fortælle hele verden om mine op- og nedture i kemoverdenen. Mit ønske var at finde andre på min alder, men også at fortælle om kræftlivet på godt og ondt. Jeg syntes ofte, at det skal handle om ”de positive sider”; hvordan man er blevet stærkere af kræften, hvordan det har lært én at leve – jeg havde også lyst til at vise de hårde sider. De svære dage. Angsten. Alle mine billeder om kræft blev postet i sort/hvid. Jeg ville have, at de skulle adskille sig fra mine andre billeder. Min profil skulle være billeder af mit hverdagsliv med brystkræft – de gode dage med min lille familie og de hårde dage med kræften. Efter jeg åbnede min profil dukkede de andre unge op – og jeg fandt ud af, at jeg ikke var alene om at blive ramt af brystkræft. Og være nybagt mor. Og være bange. Det var en befrielse og det hjalp mig rigtig meget i mit brystkræftforløb.

 

 

Ung og smuk, selvom man mangler et bryst

Det var faktisk ikke svært for mig at få fjernet brystet. Da jeg fik diagnosen, prøvede jeg at overtale lægerne til at fjerne brystet til at starte med. Jeg ville bare have det hele væk og være rask for min lille søn. Så da planen pludselig blev ændret til at brystet skulle fjernes, var jeg faktisk en anelse lettet. Jeg er en lille størrelse og har altid haft en lille barm, så jeg tillagde det ikke så stor betydning at få brystet fjernet. Da jeg blev indkaldt til valg af brystprotese, var jeg ikke engang sikker på, at jeg ville afsted. Jeg synes ikke forskellen var så stor, at det gjorde noget, at jeg ikke anvendte brystprotese. Jeg valgte dog alligevel at tage af sted og give det en chance. Og det var jeg rigtig glad for at jeg gjorde. Jeg husker stadig, hvor stor forskel det gjorde, da medarbejderen fandt den rigtige protese og jeg skulle se mig selv i spejlet for første gang. Pludselig så jeg kvindelig og feminin ud igen. Jeg havde ikke opdaget, at den følelse var forsvundet, før den kom tilbage, da jeg så mig selv i spejlet.

 

 

I dag er jeg dybt afhængig af mine proteser. Det er befriende, at man stadig kan føle sig ung og smuk i sin krop, selvom man mangler et bryst. Jeg er taknemmelig for at der findes disse muligheder for os og jeg kan kun opfordre andre kvinder til at opsøge det.

 

Selvom jeg stadig er i behandling kan jeg mærke, at livet så småt er på vej tilbage for mig og jeg er så småt i gang med at danne rammerne for et nyt liv efter kræften.